12-10-2023. Indlæg af Bjarne Kaspersen Hansen
Det er lykkedes for samtlige partier i kommunalbestyrelsen at nå til enighed om Herlev Kommunes budget for 2024.
For os borgere er det en overordentlig positiv begivenhed, så meget mere som det aftalte budget betyder en styrkelse af velfærden.
Og styrket velfærd og samarbejdet om velfærd er det helt centrale. Det er sådan, at vi skal opleve vores kommune: Med borgerne og velfærden i centrum.
Fra min egen tid som kommunalpolitiker i Herlev var netop samarbejdet med velfærd i centrum det helt afgørende. Det er også noget enestående og et særkende for dansk kommunestyre. Det er også netop samarbejde og viljen til at nå fælles mål, det der gennem tiden har gjort dansk - og i øvrigt nordisk - kommunestyre til noget ganske enestående.
Når det kommer til stykket, er det måske også netop disse forhold, der kan gøre det attraktivt for nye og engagerede borgere at gå ind i lokalpolitik.
Thomas Gyldal Petersen og hans forhandlingspartnere i Herlev Kommunalbestyrelse har vist viljen til at finde sammen om fælles løsninger. Stor ros til alle!