12-10-2023.
Af Michele Møller Amundsen. Formand for Kultur- og Fritidsudvalget
Tilbage i 2022 begyndte vi arbejdet med en facilitetsproces, som blev vedtaget i løbet af året. Facilitetsprocessen skal sikre en gennemsigtig, ensartet, oplyst og ordentlig behandling af de facilitetsønsker, som de enkelte foreninger har. Det er noget, der har været efterspurgt i mange år, og derfor gjorde det mig både glad og stolt over, at kunne finde en proces som foreningerne kunne se sig selv i.
Den 14. marts i år mødtes idrætsforum for at prioritere listen af de indmeldte facilitetsønsker, som de sammen havde udformet, og det kom der en god debat ud af. Det endte i en god, fredelig og demokratisk prioritering, som jeg oplever de fleste idrætsforeninger kan se sig selv i, og som anerkendes og tales godt om i foreningerne.
Herefter var det op til politikerne og tage ønskerne og prioriteringerne med til budgetforhandlingerne, hvis og såfremt der måtte være midler til idrætten, hvilket der heldigvis var enighed om at prioritere.
Jeg er derfor som formand for udvalgsområdet både glad og stolt over, at der blev fundet midler til at kigge ind i foreningernes ønsker og at vi politikere kunne prioritere deres højeste ønske - et nyt gulv i Herlev Hallen, som trænger til en udskiftning. Samtidig får vi en ændring af basketballkurvene, så man ikke længere skal spille ligakampene på dispensation.
Derudover har vi prioriteret en udskiftning af startskamlerne i både Herlevbadet og Hjortespringbadet, opsætning af mobile tværnet i Herlev Hallen og Annekshallen til bedre afvikling af flere aktiviteter samtidig, samt etablering af kasteanlæg på grusbanen syd for Herlev Stadion.
Med ovenstående prioriteringer har vi dermed afsat kr. 1.850.000,- til idrætten i Herlev, hvilket er vigtigt for både udøvere, frivillige, trænere, ledere mm., og som jeg er sikker på nok skal gøre gavn i dagligdagen.