18.10.23. Af Marco Damgaard
I en tid hvor mange kommuner i Danmark, heriblandt også mange kommuner lige rundt om Herlev, er nødsaget til at spare penge på folkeskoleområdet i budgettet for 2024 og årene frem, har en samlet kommunalbestyrelse i Herlev sat flere penge af til folkeskolerne.
Vi har i Herlev, som en af de eneste kommuner i landet, tilført økonomi til både skolernes budgetter på drift og på anlæg. Vi tilfører 1 mio kr. til skolernes drift, som tildeles skolernes samlede økonomi. På denne måde har vi sikret, at det er skolernes ledelser og bestyrelser, som selv kan råde over den tilførte økonomi. Derudover har vi aftalt at frigive særlige puljemidler på folkeskoleområdet så midlerne ikke er øremørket til særlige politiske initiativer, men kan anvendes ud fra skolens egen vurdering og behov.
Ydermere tilfører vi 3 mio kr. til fysiske forbedringer på skolerne. Her vil skolerne kunne søge ind på midlerne med konkrete renoveringsprojekter og så vil kommunalbestyrelsen kunne prioritere i de konkrete ønsker fra skolerne og frigive midlerne. Dette vil ske allerede i starten af 2024, så vi kan komme hurtigt i gang med skolernes renoveringsprojekter.
Vi har derudover afsat ekstra 13 mio. kr. til det specialiserede børne og ungeområde. Et område hvor vi desværre må sande at udgifterne stiger og stiger. Vi er hverken på landsplan eller I Herlev lykkes med at stoppe den øgede segregering af børn og unge til specialområdet. Denne alvorlige problemstilling skal løses både på kort og på lang sigt. På kort sigt har vi sikret de ekstra 13 mio. kr. så der er styr på finansieringen til de øgede udgifter. På lang sigt har vi givet hinanden et håndslag på at udviklingen skal vendes. Flere børn og unge skal trives i vores almene tilbud. Den generelle trivsel, læring og udvikling i folkeskolen skal styrkes og vi skal i langt højere grad skabe reelle inkluderende læringsfællesskaber.
Derfor kan og vil vi ikke blive ved med at flytte økonomi fra almenområdet over i specialområdet. Vi skal værne om og styrke en stærk og bæredygtig økonomi og kvalitet både i vores daginstitutioner, folkeskoler og fritidstilbud. Det har vi gjort med denne budgetaftale og det er unikt i en tid hvor kommunernes velfærdsbudgetter er massivt under pres.