IMG 0499 (1) Kildegårdskolen Øst

Bedre skolestart for alle børn

5. marts 2025.
Af Lars mann pedersen, formand for børn- og uddannelsesudvalget
---
Fra 2026 skal børnehavebørnene blive i institutionerne frem til skolestarten i august.
 
Det har været med de bedste intentioner, at Herlev og mange andre kommuner landet over, for over 20 år siden besluttede, at en overflytning til SFO den 1. maj, var den rigtige løsning for en god skolestart.
 
Børns trivsel, og ikke mindst ønskerne om en god skolestart, har stor opmærksomhed hos både forældre og hos os som politikere, og det giver derfor rigtig god mening, at lytte til de forskere, som i de senere år har påvist, at færre overgange styrker børns trivsel og udvikling, og at det derfor anbefales, at børnene først overflyttes ved skolestarten i august.
 
Rådet for Børns Læring er i 2023 også kommet med en anbefaling om at ændre den nuværende ordning, da de mener at ved at lade børnene blive i institutionerne frem til august, får de en bedre start på skoletiden.
 
Et enigt Børne- og Uddannelsesudvalg har nu besluttet at ændre denne praksis fra skolestarten i 2026, også selvom det medfører en kommunal ekstraudgift i omegnen af 1 mio. kroner.
 
Fra Socialdemokratiets side er vi meget glade for denne beslutning, som vi mener styrker børnenes trivsel i forbindelse med skolestarten, og derved giver det bedst udgangspunkt for en god læringsproces gennem skoleårene.
 
Med budgetaftalen i Herlev Kommune for 2025, besluttede et stort flertal af partierne i kommunalbestyrelsen, at afsætte 14 mio. kroner årligt i 5 år, for at opgradere forholdene på skolerne, og beslutningen om at ændre børnenes overgang fra daginstitutionerne til skolerne, ligger derfor godt i tråd med vores tanker og ønsker for gode og trygge forhold for vores børn.
 
Der skal stadig være meget fokus på den brobygning der sker når børnene skal overgå fra institutioner til skolerne, og den kommende periode vil dette arbejde blive igangsat, så Børne- og Uddannelsesudvalget, i god tid inden den nye ordning træder i kraft, kan tage stilling til et brobygningsforløb som understøtter dette ønske om en bedre og mere tryg skolestart for vores børn.
 
Kommunalbestyrelsen behandler sagen i marts, og jeg forventer at en samlet kommunalbestyrelse bakker op om denne ordning, som er et godt skridt til at sikre vores børn den bedste skolestart.
 
Lars Mann Pedersen (A)
Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget